Tilbud om gratis vaccination mod RS-virus til gravide

Fra 1. oktober 2025 til og med januar 2026 tilbydes gratis vaccination mod RS-virus (RSV) til gravide.
Vaccination anbefales i graviditetsuge 32 ved den tredje graviditetsundersøgelse hos egen læge. Formålet er at beskytte det nyfødte barn i de første levemåneder, hvor risikoen for alvorlig sygdom er størst.
Der indføres i efteråret 2025 desuden et catch-up program til gravide, der har passeret graviditetsuge 32, når tilbuddet træder i kraft. Det omfatter kvinder til og med graviditetsuge 36 (35+6).
Hvorfor vaccination mod RSV? RS-virus er en af de hyppigste årsager til luftvejsinfektioner i efterårs- og vintersæsonen. Særligt spædbørn kan blive alvorligt syge og i nogle tilfælde kræve indlæggelse. Når moderen vaccineres under graviditeten, overføres antistoffer til barnet via moderkagen. Dermed opnår barnet en effektiv beskyttelse i månederne efter fødslen. Studier viser, at vaccinationen nedsætter risikoen for alvorlig nedre luftvejsinfektion med omkring 70 % i de første seks levemåneder.